Familiehue med siksak er det perfekte match til Studio Crés familiesweater, som du også finder på Red Barnets webshop. Huen strikkes nedefra og op og er helt enkel i looket med ribkant forneden og det lækre siksak-mønster på huens glatstrikkede stykke.
Leg med mønsterfarverne og strik dig selv en hue i Ukraines farver, for at støtte børn i krigen, eller vælg neutrale farver, der holder hele foråret igennem. Du kan også helt udelade mønsteret og blot strikke dig selv en smuk, klassisk hue i en rolig farve.
Detaljer:
Størrelser: Barn/junior (Dame) Herre
Passer til hovedomkreds: (50-54) 55-59 (60-62) cm
Strikkefasthed: 15 m*21 pinde i glatstrik = 10*10 cm på pind 7,0 mm (efter opskyl og tørreproces)
Garn (du strikker med to tråde på én gang): Én tråd Peruvian Highland Wool (100 % ren ny uld, løbelængde: 100 m / 50 g) sammenholdt med én tråd Tilia (70 % superkid mohair, 30 % mulberrysilke, løbelængde: 210 m / 50 g) – begge kvaliteter er fra Filcolana
Materialeforbrug: Kantfarve: 25 g Tilia / 50 g Peruvian (Bemærk; det reelle forbrug er noget lavere end angivet her. Kanten kræver blot en rest af nævnte garnkvaliteter)
Bundfarve: 25 g Tilia / 50 g Peruvian
Mønsterfarver: Du bruger kun ganske få gram, så led i dine rester.
Vejledende pinde: Rundpind 7,0 mm (40 cm wire) plus evt. strømpepinde 7 mm til huens top. Rundpind 6,0 mm til ribkant.